|
Sådan gør du: Pandekagedejen: Pisk æggene sammen med fløden i en skål, tilsæt melet lidt ad gangen og pisk dejen jævn. Rør sukker, salt og reven citronskal i og lad dejen hvile en halv times tid. Varm en (pandekage) -pande godt igennem. Rør atter dejen sammen, kom lidt smør på panden og bag tynde pandekager af hele dej portionen. Lad pandekagerne blive kolde. Fyldet: Rør smørret blødt med flormelis og rør det herefter cremet med æggeblommen, kom citronsaft og vanillesukker i. Hak hasselnøddekernerne groft og rør dem i smørcremen. Fordel fyldet langs midten af pandekagerne, rul dem sammen omkring fyldet og læg dem i et smurt ovnfast fad med sammenføjningen nedad, drys sukker over. Sæt pandekagerne i en 250 grader varm ovn ca 5 min, lige inden serveringen. Flambering: Anbring fadet på bordet. Lun spiritusen, inden den hældes over pandekagerne, så fænger den bedre. Sæt en tændstik til og servér pandekagerne når flammerne er døet ud og sukkeret karamelliseret.
|
|